Der findes kunstformer, der er lavet til at holde. Maleriet hænger på væggen, skulpturen står på soklen, fotografiet kan gentages. Og så findes der kunst, der næsten provokerende nægter at blive permanent. Festfyrværkeri hører til i den sidste kategori: øjeblikskunst, hvor værket skabes i det sekund, det forsvinder.

Hvis man ser bort fra tradition og fest, er fyrværkeri i sin kerne et spørgsmål om komposition. Lys bevæger sig gennem rum. Farver opstår, overlapper og dør ud. Der er en dynamik mellem det kontrollerede og det uforudsigelige: man kan planlægge forløbet, men man kan aldrig planlægge publikums blik eller den præcise måde, en effekt lægger sig i luften på. På den måde minder festfyrværkeri om performancekunst: værket er ikke kun “det der sker”, men også “det der opleves”.

I et atelier taler man ofte om materialets modstand. Leret kan slå revner, træet har årer, malingen tørrer uens. Fyrværkeri har også modstand – bare i en anden form. Vind, luftfugtighed, temperatur og omgivelser påvirker, hvordan lys og røg fremstår. Derfor kræver det æstetiske resultat en særlig type erfaring: ikke bare at kunne “tænde”, men at kunne fornemme rummet, som var det en scene.

Det er fristende at tænke på fyrværker som en tekniker, men ordet rummer mere. En fyrværker er en person, der arbejder med timing og intensitet, med balancen mellem det antydende og det eksplosive. Et show kan være for tæt pakket, så det mister betydning. Det kan også være for spredt, så det mister fremdrift. Den gode komposition finder et sprog, hvor publikum både får plads til at se og bliver ført videre.

Festfyrværkeri kan også forstås som en gestus. En markering, der siger: “Det her betyder noget.” Vi bruger lys til at understrege det vigtige – stearinlys på bordet, lyskæder i træerne, lanterner i mørket. Fyrværkeri er den mest ekstreme version af den gestus: et lys, der insisterer på at blive set, og som samtidig forsvinder igen, så snart det er opstået.

I en tid hvor alt kan dokumenteres, er det interessant, at fyrværkeri stadig føles størst i øjeblikket. Videoen er sjældent lige så stærk som oplevelsen. Det er som om, værket kræver fysisk tilstedeværelse: kulden på kinden, lyden i brystkassen, den kollektive pause lige før næste sekvens. Og måske er det netop dér, det æstetiske ligger: i at vi i et øjeblik ikke kan være andet end publikum.

Hvis man skulle trække en linje til billedkunst, kunne man sige, at festfyrværkeri arbejder med kontrast. Sort nat mod intens farve. Stilhed mod brud. Tom himmel mod pludselig form. Det er minimalisme og maksimalisme i samme bevægelse. Og så er der efterbilledet – det øjeblik, hvor farven stadig hænger bag øjnene, selvom himlen er mørk igen. Efterbilledet er som kunstens ekko: beviset på, at noget har sat sig.

På den måde kan fyrværkeri ses som et værk, der ikke kan ejes, kun deles. Det er ikke noget, man tager med hjem, men noget, man går hjem med i kroppen. Og det gør det, på sin egen måde, mere beslægtet med kunst end med underholdning: en erfaring, der bliver til en del af ens indre arkiv, selvom den aldrig var fysisk til stede.