For nogle selvstændige er det perfekt at skrive teksterne selv. For andre kan det slet ikke betale sig.

Læs videre her, hvis du er i tvivl, om du skal være din egen tekstforfatter.

3 gode grunde til at hyre en professionel skribent

Du får velskrevne tekster, som er nemme at forstå for alle

En erfaren tekstforfatter er god til at forenkle dine budskaber. Det er som regel en fordel, fordi du måske er lidt indforstået, når du skriver om noget, du ved rigtig meget om.

Dine webtekster fremhæver, hvem der skal handle med dig – og hvorfor

Den gode tekstforfatter stiller dig alle de gode spørgsmål, før hun skriver.
Det betyder, at dine nye salgstekster fremhæver alle fordelene ved at handle med dig.
Samtidig stiller hun de spørgsmål, der afdækker, præcis hvilken kundemålgruppe du ønsker at tiltrække. Den viden gør det meget nemmere at skrive teksterne i den helt rigtige sprogtone.

Du får tid til dine kunder

Du kan selv bruge al din tid på at gøre kunderne glade. Det er tit en meget bedre forretning end at bøvle med tekster, hvis du hverken har tiden, lysten eller kompetencen, når det kommer til stykket.

3 grunde til, at du skal være din egen skribent

Du har lyst til at skrive

Og ikke nok med det – du er nemlig også en dygtig og erfaren skribent, der kender de forskellige tekstgenrer og sproglige virkemidler. Derfor føler du dig helt tryg ved, at dine egne tekster virker. Faktisk ville du slet ikke overlade dem til en professionel tekstforfatter, selvom det var gratis.

Du er klar til at skrive … igen og igen

Du er bevidst om, hvordan du markedsfører dig med nyhedsbreve og blogindlæg.

Du ved, hvordan det hele skal sættes i system, så dine tekster skaber salg. Og du er klar over, at du ikke bare bliver færdig med at skrive – for opgaven kræver, at du skriver igen og igen.

Du har lyst til at lære mere

Du holder dig hele tiden orienteret om udviklingen inden for seo og markedsføring.

Derfor kan du føle dig tryg ved, at du har styr på din egen markedsføring.

Du kan lægge din egen plan for content, der skaber salg online – uden at du skal bruge så meget tid på din markedsføring, at du ikke har tid til at hjælpe dine kunder.

En erfaren tekstforfatter kan hjælpe dig, også hvis du vil skrive selv

Hvis du allerhelst vil skrive selv – men mangler erfaring og viden – kan du få glæde af en professionel skribent med viden om content marketing.

Med en erfaren skribent på sidelinjen kan du nemlig få rådgivning og måske også professionel hjælp til redigering af de tekster, du skriver selv.